KLINIKKEN

EN FAGLIG OG TRYG TANDKLINIK I AULUM

Klinikkens vision er at gøre fremtidige tandlæger overflødige! Det lyder lidt oversmart, og der er da heller ikke noget, som lige tyder på, at opfyldelsen er umiddelbart forestående. Det er nemlig en kendsgerning, at tandproblemer, i lighed med mange andre lidelser, i langt overvejende grad er forårsaget af vores levevis. Heldigvis er det én af de livsstilssygdomme, hvis konsekvenser vi langt hen ad vejen kan begrænse ved forebyggende tiltag og rettidig behandling.

Det er vores overordnede mål for vores klienter at formidle oplysning om hensigtsmæssige ”leveregler”, der bedst muligt sikrer, at man kan bevare egne tænder. Vi er nemlig af den overbevisning, at alle de klienter, som får udført regelmæssig tandpleje hos os, har et ønske om at bevare egne tænder, og af den grund gerne vil erhverve grundlæggende viden om, hvilke faktorer, der har betydning for deres tandsundhed.

I virkelighedens verden er vi mennesker bare ikke så gode til at honorere alle de krav, som fageksperter, behandlere og vejledere ustandseligt stiller til os.

Derfor bliver der bestandigt ved med at være behov for reparation og udbedring, når skaden opstår. Med stedse bedre teknologi og materialer er vi nu i stand til at gøre dette bedre end nogensinde.

For os er det en selvfølgelighed, at vi holder vores udstyr opdateret og holder vores viden a jour ved at deltage i relevant efteruddannelse.

Klinikkens historie

Tandlæge Bech Pedersen og senere N J Dahl begyndte at drive tandlægevirksomhed i lokaler over den gamle Sparekasse i Danmarksgade. I 1966 – 67 byggede tandlæge N J Dahl privatbolig og tandklinik på adressen Skolegade 32 i Aulum.
Bolig og klinik blev i 1975 overtaget af tandlæge Jens Glud og senere i 1985 af tandlæge Carl-Børge Christensen. Da pladsforholdene blev for trange til det stadig voksende klientel flyttede klinikken over i nyindrettede lokaler i det tidligere Aulum Rådhus, som nu hedder Aulum Sundhedscenter.

Klinikken i Aulum er nu blevet overtaget af Tandlægerne Østergaard, Pade og Hovmøller fra Herning, men vi fortsætter i Aulum, som hidtil, og med samme personale, som du kender.